december 2018

Herning får ny bydel med højhus

Sammen med KPC og Årstiderne Arkitekter skal ÅF projektere den første og største del af sygehusgrunden i Herning

Illustration: KPC / Årstiderne Arkitekter

I det centrale Herning er et nyt byomdannelsesprojekt kaldet Herning+ nu klar til at blive realiseret. I 2020 flytter Region Midtjylland sygehusaktiviteterne til Gødstrup. Det giver plads til en helt ny bydel i Herning, og kommunen har efter en budrunde solgt 60 procent af den såkaldte sygehusgrund til den lokale entreprenør KPC.

Plusset i Herning+ henviser dels til to gadeforløb centralt i det store område, der vil danne et stort plus og udgøre et byrum for hele det nye kvarter. Samtidig henviser plusset til, at bydelen vil tilføre Herning noget nyt. Vinderprojektet lægger op til at bygge et højhus på 55 meter og 15 etager midt i området, der formentlig kommer til at rumme ejerlejligheder.

I området tæt ved Plusset skal der være for eksempel café, lægehus og butik. I den østlige del skal der bygges nye såkaldte townhouses - en slags »parcelhuse i højden«. I den vestlige del af området skal der bygges en række karreer, som først og fremmest skal indeholde boliger. Her vil det også være muligt at etablere en dagligvarebutik. I alt indeholder vinderprojektet godt 56.000 kvadratmeter byggeret svarende til omtrent 600 boliger og knap 600 p-pladser.

"Herning+ bliver det største byggeprojekt i Herning i mange år, og vi er selvsagt stolte af at være en del af vinderteamet," siger Carsten Rodal, afdelingsleder i ÅF's konstruktionsafdeling i Herning.