Nyheder i ÅF

november 2019

ÅF skifter navn til AFRY

ÅF, der blandt andre tæller det tidligere Midtconsult, skifter verden over navn til AFRY for at signalere én samlet virksomhed og konsolidere sig i markedet.

Med opkøbet af finske Pöyry i februar 2019 er virksomheden for alvor blevet en global spiller, og koncernen beskæftiger nu knap 17.000 medarbejdere i mere end 50 lande. Fremover bliver virksomheden kendt under navnet AFRY – en kombination af navnene ÅF og Pöyry. Det gælder også for den danske del af forretningen – undtagen for Gottlieb Paludan, der vil fortsætte som nichearkitekt på infrastruktur-området under eget navn.

Byggeri er størst i Danmark

I Danmark tæller ÅF – nu AFRY – ca. 550 medarbejdere inden for byggeri, anlæg og infrastruktur. De knap 300 medarbejdere fra det tidligere Midtconsult i Herning og Aarhus udgør - sammen med den nyopstartede afdeling for byggeri i København - byggeridivisionen, som er det markant største forretningsområde i Danmark. Selvom det tidligere Midtconsult først blev opkøbt af ÅF og nu skifter navn til AFRY, kommer kunder og samarbejdspartnere ikke til at mærke de store forandringer.

"Navneskiftet ændrer ikke grundlæggende ved vores værdier og den måde, vi driver forretning på," siger direktør for byggeridivisionen i Danmark, Martin Kjær. "Vi lægger vægt på lokalkendskab, nærhed og tæt samarbejde med vores kunder. Det vil vi fortsat gøre. Vi er stadig de samme medarbejdere med de samme værdier, og ingen opgaver er for store eller for små til os. Vi udfører alt fra de største og mest komplekse byggerier - fx nogle af de markante højhusbyggerier som Pasteurs Tårn og Copenhagen Towers - til Hr. Jensens tilbygning. Det gør vi, fordi alle kunder og opgaver er lige vigtige og skal behandles med samme omhu."

Men Martin Kjær ser også frem til den øgede konsolidering. For gennem de senere år – også før salget til ÅF – er denne del af forretningen vokset støt, og det forventer han, at den stadig gør. ÅF’s opkøb af finske Pöyry og nu navneskiftet til AFRY giver byggeridivisionen mulighed for fortsat at udvikle og styrke kerneforretningen, samtidig med at divisionen kan tilbyde endnu flere ydelser. På den måde kan AFRY konsolidere sig yderligere på det danske marked og tilbyde de bedste ydelser til kunderne.

"Man kan sige, at vi fastholder det bedste fra begge verdener. Vi er lokalt forankrede – solidt plantet i den jyske muld - men med et globalt udsyn. Vi bringer noget nyt til markedet – funderet på det gamle Midtconsult – med en ledelse, som fortsat er - og altid vil være - tæt på projekterne og kunderne." 

Efter 17 år i rådgiverbranchen er det ikke første gang, Martin Kjær har været en del af en virksomhed, der har været gennem fusioner og opkøb.

"I 2001 startede jeg i en virksomhed med 2.500 ansatte, og da jeg forlod den, var vi 15.000. For mig at se handler det om at gøre store virksomheder ’små’ og have fokus på det lokale og det nære uanset størrelse globalt. Det er virksomhedens kultur og værdier, der afgør, om virksomheden bliver en succes eller ej – og for kunderne handler det om relationer, tillid og troværdighed."

Flad struktur og smidig organisation

Det tidligere Midtconsult er kendt for at have en flad struktur og organisere sig efter, hvad der er bedst for kunderne og det pågældende projekt. Denne organisering fastholdes, fastslår Martin Kjær.

"Det er ikke virksomhedens størrelse, der er afgørende for vores kunder. Det er vores evne til at samarbejde og tænke på tværs af fagligheder og være smidige og omstillingsparate. Derfor skal vi hele tiden tilpasse og organisere os efter vores kunder og projekter – og ikke omvendt. Det kræver en stærk ledelse og projektledelse – og at man måler på det rigtige, nemlig på om projekterne går godt og ikke på ligegyldige KPI’er i fagafdelinger. Ved at have fokus på kundernes behov og på det, der er bedst for deres forretning, styrkes det tværgående samarbejde, og projekterne bliver bedre. Og hvis projekterne går godt – så er kunderne og vi glade. I bund og grund er det ikke sværere."

Differentierer sig på samarbejde og kvalitet

I byggeridivisionen har man lanceret en decideret projekt- og samarbejdsmodel som en guideline for alle virksomhedens projekter. Modellen er udviklet på baggrund af årelange erfaringer – både positive og mindre positive – og med feedback fra en lang række kunder. I modellen er der hele tiden fokus på kunden og kundens behov, og den sikrer ensartethed og kvalitet i projekterne med en kompetent og værdiskabende projektledelse. Med projekt- og samarbejdsmodellen får alle medarbejdere en fælles forståelse for, hvad det vil sige at styre og lede et projekt effektivt. Medarbejderne uddannes i at følge modellen og får også kurser i samarbejdsteknikker, lytte- og spørgeteknik, konflikthåndtering etc., fordi kundens behov er så vigtigt.

Løbende feedback fra kunder og samarbejdspartnere sikrer, at man hele tiden opsamler viden, som man kan inddrage i næste projekt.

Projekt- og samarbejdsmodellen beskriver, hvordan byggeridivisionen planlægger, eksekverer og følger op på projekterne. Modellen er underbygget af en række konkrete værktøjer, tjeklister, notater mv., der kan understøtte og inspirere projektlederne og fagmedarbejderne på projektet. Projekt- og samarbejdsmodellen kommer til at gennemsyre alle byggeridivisionens projekter, for ifølge Martin Kjær er effektivt samarbejde med fokus på kundens behov en af de vigtigste konkurrenceparametre i branchen.

"Med projekt- og samarbejdsmodellen sikrer vi et effektivt, nærværende og værdiskabende projektforløb med færre fejl, god økonomistyring og leverancer til aftalt tid og i rette kvalitet. Modellen sikrer, at vi gransker og kvalitetssikrer alle leverancer, inden vi afleverer til kunden."

Forventer fortsat vækst i Danmark

Danmark er et af AFRY’s otte kernemarkeder, hvor der gøres en særlig strategisk indsats. Ikke mindst på industri- og infrastrukturområdet forventer AFRY en positiv udvikling af forretningen. I tråd med det har Martin Kjær store forventninger til blandt andet Food & Pharma-området, hvor AFRY kan levere unikke løsninger i samarbejde med industridivisionen, som er førende på sit felt.

"Jeg ser frem til den fortsatte udvikling af AFRY og konsolideringen på det danske marked. Vi er store og globale og har en række unikke kompetencer, som vi kan trække på. Men det vigtige for mig er, at vi fastholder det gode og unikke samarbejde med vores kunder lokalt. Så det er der ingen tvivl om, at jeg vil gøre alt for, at vi gør."

Læs mere om AFRY på den nye hjemmeside afry.com