Himmelbyen

Fakta:

Bygherre:
NREP
Totalentreprenør:
CG Jensen
Arkitekt:
Årstiderne Arkitekter
Areal:
26.700 m2
Årstal:
2016-2019
ÅF's ydelser:
Komplet ingeniørrådgivning

"Himmelbyen" i Ørestad Syd består af 128 boliger, to supermarkeder, et legeland og et opbevaringscenter. Byggeriet har fået sit navn som en reference til, at ankomsten til boligdelen sker i 18 meters højde på bygningens fjerde sal.

Himmelbyen er en multifunktionel bygning som omfatter i alt ca. 26.700 m² fordelt på flere funktioner, hvoraf ca. 1.700 m² benyttes til tekniske anlæg, vareindlevering, parkering, mv. De 4 nederste, kompakte etager, hvoraf 1. etage er dobbelthøjde, er til erhverv. Ovenpå 4. etage er boligerne placeret, så de får dagslys og udsigt.

Stueetagen består af 2 dagligvarebutikker og dertil hørende vareindlevering, samt et kontor for Pelican Self Storage. Mod Asger Jorns Allé finder man indgangen til Dino´s Legeland. Hele 1. etage består af Legeland, som er forsynet med café og dertilhørende funktioner. På 2. og 3. etage ligger Pelican Self Storage opbevaringscenter, som man kommer til via et par store elevatorer fra parkeringsarealet ved den overdækkede kørevej i stueetagen. Arealet er opdelt i brandceller som er indrettet med et antal aflåselige depotrum. På 2. etages vestlige ende er der udlagt boliger. På 3. etage i bygningens vestlige ende og langs dele af sydfacaden er der ligeledes boliger. På 4. etage har man via det hævede terræn ankomst til alle boliger. Man når hertil fra en af de 3 elevatorkerner eller via to udvendige trappeforløb. På det hævede terræn er der et åbent grønt gårdrum, der fungerer som fællesareal for hele beboelsesdelen. På 5.- 9. etage er der boligbebyggelse, som varierer i højde. Bebyggelsen er sammensat af forskellige boligstørrelser, som er med til at danne en markant skyline i Ørestaden.

(Illustrationerne er udført af Årstiderne Arkitekter)